Har rendt rundt og troet,
det ville blive til noget,
det gør så ondt i hovedet,
når det pumper i blodet.
For det' så stumt derude,
at bag den store rude,
går der ild i min hud,
og farven bliver til rød.
Øjne styrter i gråd,
kærlighed bliver til sod,
ligger for fod,
der hvor gnisten opstod.
Tankerne var gode,
nu er væggende våde,
håber at falde i nåde,
men trumles af kloge.
Det nytter ikke at råbe,
jeg vil aldrig forstå det.
Måske jeg nok skal nå det,
men hvad tjener jeg på det?
0 kommentarer:
Send en kommentar